CykelDK
Engelsk Dansk

Bycyklen kommer til Rødovre

Grey Keyline
23-04-2018

Pressemeddelelse: Bycyklen kommer til Rødovre

Rødovre kommune har besluttet at bringe de elektriske Bycykler til byen. Dermed bliver systemet udvidet med 100 cykler og 10 Bycykelstationer, der vil indgå som en del af det eksisterende system. Det vil altså blive muligt at pendle frit på tværs af kommunegrænserne mellem Frederiksberg, København og Rødovre.

I Rødovre glæder man sig til snart at kunne tilbyde den fleksible, grønne transportform til byens borgere:

”Det er afgørende, vi bliver en del af et stort netværk, som, vi ved, virker. Der vil altid være tilhængere og modstandere af projekter som disse, men vi har kigget på, hvordan man har gjort på Frederiksberg og den model kobler vi os på. Jeg tror, der er mange, som vil synes godt om muligheden med bycykler og derfor prøver vi det af,” siger byens mangeårige borgmester, Erik Nielsen (A).

Også formanden for By- og Pendlercykel Fonden, Niels E. Bjerrum (A), glæder sig over udvidelsen:

”Det er Fondens officielle formål at udbrede grøn mobilitet og med denne tilføjelse til Bycykelsystemet, er vi kommet et lille skridt videre med den plan. Ideen med de elektriske cykler er netop, at man kan cykle lige det ekstra stykke vej, uden at komme svedig og stakåndet frem til sin destination. En tur mellem Rødovre Centrum og Københavns Rådhusplads, der måler knap 9 km. burde derfor ikke være et problem på disse Bycykler,” siger han.

Netop muligheden for at blive en del af et større Bycykelsystem var en af årsagerne til, at Rødovre valgte Bycyklen: ”Vi kan ikke oprette et isoleret bycykelprojekt i Rødovre. Der er tæt trafik mod København og Bycyklerne er gode alternativer til andre transportformer,” siger Erik Nielsen.

Det er kommunens ønske, at de 100 kommende Bycykler skal placeres på steder, hvor der i forvejen er mange brugere, men samtidig er det også et ønske at få cyklerne ud til alle. Kommunen har udarbejdet et forslag til ti konkrete placeringer fra Islev Torv i Nord til Rødovre Station i Syd. Hvis man, som borger, vil leje en Bycykel, kan man frit vælge, hvilken ladestation man vil efterlade Bycyklen i. Turen kan altså starte på Islev Torv og slutte på Frederiksberg Rådhus.

Som en yderligere bonus har Bycyklen og Rødovre kommune indgået en fordelagtig aftale for virksomheder i kommunen, der kan købe ”deres egen” Bycykelstation til en rigtig god pris.

”Jeg ved, flere erhvervsdrivende i Islev, ønsker bedre cykelmuligheder for deres ansatte til og fra arbejde. Jeg kunne sagtens forestille mig, flere virksomheder går sammen og benytter sig af muligheden,” siger Erik Nielsen.

 

Vi skal have flere byer med

Hovedformålet med Bycykelsystemet er at fremme grøn mobilitet, reducere CO2-udslip og afhjælpe trængsel.  Da ca. en tredjedel af alle bilture i hovedstadsområdet er under 5 km., er elcykler et oplagt værktøj til at nå dette mål. Derudover har man i den oprindelige kontrakt for Bycyklen besluttet at afløfte udbudspligten for systemet indtil november 2019, for at gøre muligheden endnu mere attraktiv for omegnskommunerne.

”Vi ser det som en stor fordel for andre kommuner, at de ikke behøver bøvle med lange, ressourcekrævende udbudsrunder og kvalificeringer. Derfor håber vi meget, at Rødovre kan blive den berømte brik, der sætter gang i dominoeffekten, så vi kan få endnu flere kommuner med ombord. Jo flere byer, der er med, jo bedre mening giver systemet, og det vil være en fordel for trængslen, miljøet og ikke mindst borgerne i de omfattede byer,” afslutter Niels E. Bjerrum.

 

For yderligere information kontakt venligst:

Niels E. Bjerrum

Formand i By- og Pendlercykel Fonden

Mobil: 3066 3837

E-mail: Niels_E_Bjerrum@br.kk.dk

 

Tina Füssel

Administrerende direktør for By- og Pendlercykel Fonden

Mobil: 5370 2501

E-mail: tf@bycyklen.dk

 

Om By- og Pendlercykel Fonden

By- og Pendlercykel Fonden er stiftet i december 2014 af Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune med det formål at sikre styring af By- og Pendlercykelprojektet. Fondens primære opgaver er at varetage kontraktholderfunktionen overfor BikeShare Danmark A/S, at markedsføre By- og Pendlercyklerne over for slutbrugerne og at arbejde for en regional udbredelse af By- og Pendlercykelsystemet.